Operaen Hele min eksistens var som et glas mælk mellem mine hænder er et fortættet, hallucinerende øjeblik, der gentager sig. Et møde mellem lyrik, musik, video og koreografi strakt ud i et utrætteligt kredsløb, repeteret på grænsen til psykosen.
 
Iført nattøj bevæger to performere – percussionisten Sara Nigard Rosendal og sopranen Katinka Fogh Vindelev – sig i slowmotion mellem 500 mælkeglas, spredt ud på et stengulv i små øer. Det er, som om tiden står stille. Vindelev synger langstrakte, æteriske fraser og Rosendal spiller nænsomt på vibrafon, glas og klokker. Krystalliske klange, der bidrager til fornemmelsen af en grænseløs tilstand. Er de vågne – eller midt i en drøm?

Den tavse verdenssammenhæng
Titlen er taget fra digtet Midt i mørket af den iranske digter Forugh Farrokhzad. Som så mange andre af Farrokhzads vers rammer ordene med en dagdrømmende, epifanisk kraft. Den ellers så tavse verdenssammenhæng giver sig pludselig til kende som et simpelt glas mælk mellem hænderne. Det hengemte indre liv åbenbarer sig i et scenisk øjeblik. 
 
Farrokhzads eksistentielle poesi gennemsyrer Motherboards første værk, der overordnet består af to dele: en performance og en videoinstallation. Værket er en fragmenteret og åben form for opera, som er blevet Motherboards særlige kendetegn. Publikum sidder ikke bænket på sæderækker, men kan bevæge sig rundt og opleve de forskellige lag i eget tempo. Men det første, man møder, er de to performere, og deres cykliske ritual, som er koreograferet af Tim Matiakis.

Det spaltede jeg
»Horisonten er vertikal,« skriver Farrokhzad og det er præcis sådan, Signe Lykkes bundløse partitur føles. Tyngdekraften er ophævet, og hver en tone, der sættes an, bliver en del af et kosmisk kredsløb. En kompleks polyrytmik omkredser musikken – så subtil og langsom, at man kun fornemmer den som et rodnet under tonernes knopskydninger.
 
Ved at følge sporet af mælkeglas forlader man de to performere i deres endeløse performative cyklus og bevæger sig ind i videoinstallationens tusmørke. En lilla laserstråle skaber en penetrerende akse i korridoren. I små seperate udstillingsrum looper forskellige videoer, skabt af de to filmskabere Cille Hannibal og Frigge Fri. Her ser vi Vindelev alene på et anonymt hotelværelse. Overgivet til sine indre drifter, slår hun sig hårdt til brystet. Men hun er også fastspændt af en ydre barriere, når hun afsondret betragter byens liv gennem vinduet i det sjælløse rum.
 
Den sanseliggørende hjemsøgelse fornemmer man tydeligt i værket. I den sidste video er kameraet ført ned i Vindelevs hals, og man ser det fugtige svælg, mens Farrokhzad-digtet bliver reciteret af en lydmanipuleret, fremmedgjort stemme. »Der var én, som havde mistet sig selv,« lyder det så gustent, at man mærker digtets spaltning af jeg’et som gåsehud på sin egen krop.

Alt var filtret ind i gentagelse – lyrik, musik, video, koreografi – et utrætteligt kredsløb, repeterende på grænsen til psykosen, som også kunne spores i Vindelevs søvndrukne øjne. Mageløst.

Jakob Gustav Winkler, Seismograf