Fem personer slæber messende rundt på tunge koralkalksten foran en stor lydskulptur, der imiterer et kalkbrud. Andægtighed præger deres performance - stenene er betydningsfulde, fornemmer man. Som om de bærer på en dyb indsigt, der har fæstnet sig i det hvide kridt.

Motherboards anden opera Kun stemmen bliver tilbage, der var på festivalturné i hele Danmark i 2024, er åben, stedsspecifik og fragmenteret. Med de tunge sten danner performerne et rektangulært sceneareal. Et midlertidigt kosmos opstår. Som en boble i evigheden, hvor forskellige individer – dansende, syngende og musicerende – forbinder sig til og løsriver sig fra hinanden.

Skulpturel opera
En grundlæggende udlængsel kendetegner Motherboards tilgang til opera. Et kunstnerkollektiv, der består af de kunstneriske ledere Katinka Fogh Vindelev og Signe Lykke, koreograf Tim Matiakis og filmskaberne Cille Hannibal og Frigge Fri. 

Værket er nummer to i en trilogi, der bearbejder den iranske digter Forugh Farrokhzads poesi. Det første værk skabte gruppen specielt til foyeren på Statens Museum for Kunst og med nummer to går kollektivet endnu længere i deres undersøgelse af opera som en skulpturel oplevelse i det offentlige rum.
  
Kun stemmen bliver tilbage er en interimistisk afbrydelse af den lineære tidslinje, mennesket uvilkårligt følger. Den dybe tid, som kan virke tåget og uhåndterbar, bliver pludselig sanselig. Massiv som de 64 millioner år gamle koralkalksten. Blævret som den embryoniske livsform, performerne skildrer med imitationer af den encellede amøbes bevægelser. Eller æterisk som de stemmer, der hiver efter vejret og bytter kroppe. 

Mellem menneskelig forgængelighed og geologisk tid
I Farrokhzads poesi bliver mennesket ofte stillet over for sin egen kortvarige eksistensform og slynget ud i et umådeligt kosmisk kredsløb. En dynamik, man også tydeligt mærker i operaen, der overordnet består af tre dele: en lydinstallation, et videoværk og en performance. 

Især videoværket minder om, at mennesket er på tålt ophold i en afgrundsdyb geologisk tidsregning, der går over forstanden. Man hører Lykkes melankolske korharmonier og mystiske triangelmusik og ser mennesket som en lille, utydelig skikkelse, der bevæger sig rundt i et enormt kalkbrud.

I et længere, stillestående skud fornemmer man den ydmyge erkendelse af menneskets forbigående væren, når performerne sidder på hver deres sten og nynner lavmælt, mens krager og flyvemaskiner larmer uden for billedet. Der hviler en ro over det, at noget kan få lov at fæstne sig over så lang tid. Stenene, som gennemstrømmer operaens æstetik og tanke, er blevet formet af en ubegribeligt langsom proces – og alligevel er de ikke færdige. De efterlader spor, små aftryk af hvidt kridt, som vidnesbyrd om tid og berøring.

Kun stemmen bliver tilbage kortslutter den kronologi, der er indbygget i vores måde at opleve verden på. Måske er det netop i dette ubestemmelige rum mellem lyd og landskab, mellem menneskelig forgængelighed og geologisk tid, at noget forbliver. Ikke som en endelig form, men som et spor – en stemme, der sætter sig, længe efter at den er forstummet.